Ankom som I ved, til Barbados den 22. december om aftenen, fik indklareret uden problem i Bridgetown havn (selvom det tog en rum tid, og lagde os så ud for anker i bugten - den sidste flaske champagne åbnes for at fejre ankomsten (det er dog ikke helt rigtigt, vi havde faktisk også gemt een til nytårsaften :-)) - og så ellers alle til køjs uden at spekulere på nattevagter, squalls, vindstyrker, regnbyger og hvor langt der er tilbage!
Næste dag får vi kigget lidt på Bridgetown - en temmelig larmende lille "storby", med julehandelen i fuld gang.
Vores første besøg i Bridgetown på Barbados
Her for anker udenfor Bridgetown fejrede vi så jul, også lidt en skuffelse – der var ingen julestemning på vej over Atlanten, og så pludselig var det juleaften – vi kan godt lide lidt optakt til jul inden selve juleaften – så det blev en lidt kedelig juleaften. Heller ikke stemningen på båden var særlig god blandt besætningen, træthed og skuffelse efter og over atlanterhavsturen – mange ting gjorde sig gældende.
Lidt julehygge på Pinocchio
Lidt svært at finde traditionel dansk julemad - noget havde vi med fra Gran Canaria (rødkål, syltede kirsebær osv.), men det blev ikke flæskesteg juleaften - vi fandt noget noget ubestemmeligt svinekød i et lokalt supermarked i stedet - ingen orker det helt store juleshow, et par smågaver bliver der dog delt rundt. Tidligt i seng - vi har ikke rigtig vænnet os til de 4 timers tidsforskel endnu.
Sekker stod af omkring den 27. december og fandt et fly hjem den 29. – samme dag som Kaspers kæreste Tine ankom. Tine ankom og stod på om aftenen den 29.12. og efter lidt aftensmad udklarerede vi og satte kursen mod Tobago, omkring 120 sømil sydvest-over.
Kedelig tur med kun lidt vind, så motoren blev brugt en
del. De velkendte Atlanterhavs-dønninger er der selvfølgelig fortsat ...
Ankomsten til Tobago var en sand fornøjelse - vi ankom om aftenen,
lige inden det blev mørkt, kunne i det fjerne se de grønklædte bjerge på
øen, i skumringen sejlede vi ind i Man-Of-War-bay, tropebevoksningen rundt om
den bjergomkransede bugt lignede noget fra en turistbrochure, trope duftene fra land
vækkede forventningens glæde, lydene fra papegøjer og andre fugle i
junglen rundt om bugten kom os i møde som en særlig velkomst - og inderst i
bugten kunne vi se de små flakkende lys fra Charlotteville samt ankerlysene fra
de omkring 20-25 andre lystsejlere, der havde ankret i bugten - heriblandt en
del vi havde mødt på Madeira og Gran Canaria - som beboerne i Charlotteville
siger: "Welcome to Paradise" - kontrasten til Barbados var slående,
måske var der alligevel noget ved at sejle i Caribien!!
Man of War Bay - et paradis
Tine havde klaret de 20 timers sejlads i flot stil – hun er ganske uden
sejlererfaring – så alle havde mod på at udforske Tobago. Vi fik indklareret næste morgen og fik set lidt af Charlotteville, en
søvnig lille fiskerby på Tobagos NØ-kyst, meget charmerende og med søde og rare mennesker boende i byen.
Nytår fejrede vi sammen med den skandinaviske koloni i bugten – Kasper og Tine havde fundet en lille lejlighed (200 kroner/døgnet), som de gerne ville bo i i stedet for på båden – Annette og jeg lejede så nabolejligheden et par dage for også at komme lidt væk fra båden. Men vi hyggede os udmærket alle 4 – fik gået lange ture i junglen sammen med Annette og Regnar fra ”Asra”, var en tur med den lokale bus til Tobagos ”hovedstad” Scarborough – snakket, spillet spil – og ellers faldt vi blot ind med resten af de sløve turister i Charlotteville. Var lidt sammen med de andre sejlere også selvfølgelig. Mange havde faktisk gæster ombord (eller i lejligheder på land) – så der var en del aktivitet med nye der kom og gik.
Middag i Tine og Kaspers lejlighed
Charlotteville med sine 500 indbyggere er en lille fiskerby – alle hilser på alle (”hello mon”, ”no problem mon”, ”okay mon”) og hjælpsomheden er stor. Selvfølgelig lever de af os (turister), men interessen for at hive penge ud af os virkede ikke særlig stor – de kunne have gjort meget mere for turisternes penge – men det virkede som om de lokale faktisk blot skulle have lidt til at leve for – når de havde til ”det daglige brød”, så var der ingen grund til gøre mere – hvilket jo er en væsentlig ændret holdning end den vi er vant til i Grækenland og Tyrkiet, hvor turister er eftertragtet bytte på alle tider af døgnet – selvfølgelig spurgte
grønsagshandleren om vi ikke skulle have lidt grøntsager med når vi nu kom forbi alligevel, men når man så smilede og sagde ”nej, men måske på tilbagevejen …” – så var det blot ”okay mon, take care …”
Fiskeri er også en væsentlig indtægtskilde – kæmpestore marlins, tunfisk, doradoer, kingfish – og flere andre jeg ikke lige
fangede navnet på – blev daglig fanget og sat til salg i det lokale fiskeudsalgsskur – de fisk der ikke blev solgt, blev sendt til USA
i store kølekasser – en lille 2-3 kilos tun blev solgt for 30 kroner – nok til grillaften til 4 personer.
Vi nød at have masser af tid sammen med Kasper (som vi jo savner en del) og Tine - og
have masser af tid til udflugter, grillaftener, spil, gåture osv. sammen – ret rart!
Et forladt hus på toppen af Tobago - Lars smager på sukkerrør
På klatretur i det lokale vandfald
Middagshygge sammen med Annette og Regnar fra Asra
De 2 tog hjem omkring den 11. januar, vi lejede en bil og kørte dem til lufthavnen – og kunne så vende tilbage til ”Pinocchio” og vente på en ordentlig vejrudsigt for de 75 sømil til Trinidad. Da vejret jo egentlig er ganske stabilt (udover regnbygerne) ventede vi vist blot på at tage os sammen – Charlotteville var (er) et særdeles hyggeligt sted at være – det var meget svært at rive sig løs.
”Asra” med Annette og Regnar havde lidt problemer med deres ror og deres gummibåd var forsvundet på mystisk vis en nat (de tror dog nok at fortøjningen blot havde løsnet sig – der var ingen der mistede noget i Charlotteville, ingen låste gummibådene – i modsætning til her i Trinidad … mere om det senere), så vi aftalte at følges ad, hvis der skulle hænde noget under turen, var det rart nok at være 2 både.
Om eftermiddagen fik vi udklareret. Dog var "Health"-myndighederne der ikke, kun "Customs"
- men han lovede at ringe til myndighederne på Trinidad (Chaguaramas) og
fortælle at vi havde udklareret.
Så da det begyndte at skumre om aftenen, var vi sådan set klar - ankeret op og endelig ud af Man of War bugten, kurs mod Trinidad.
Jævn vind fra øst og nordøst, en god medstrøm så vi nøjedes med genuaen - "Asra" kørte med fuld stor og genua og på den måde fulgtes vi ad hele natten. Regnar havde lidt problemer med lanternen (en meget fin og dyr diode-ting), men den så ud til at lyse fint hele natten. Indimellem lidt VHF-kontakt med dem, så det var en meget hyggelig tur.
Af Curtis (fra internetcafeen) havde jeg lige inden afsejling fået en gammel fiskestang med hjul og blæksprutte-krog, samt en pose madding-fisk (små silde-lignende fisk) som tak for hjælp med hans nye trådløse access-point (velvilligt sponsoreret af S/Y Pinocchio ...) - samt ikke mindst vejledning i hvordan man mest optimalt fangede tun-, king- og dolphin-fisk - så det måtte jo prøves. Så undervejs fik jeg monteret en madding-fisk på krogen, det trak vi så efter os hele natten de foreskrevne 80-100 meter efter båden. Curtis havde sagt at slæbet ikke skulle være længere fra båden, idet de fleste fisk er ret nysgerrige og kommer op og kigger når båden passerer og de mærker bovbølgen - så omkring 80 meter efter båden skulle være passende. Og ganske rigtigt, ved ankomsten til Chaguaramas da vi hev blækspruttekrogen ind, manglede den halve madding-fisk - omhyggelig bidt over på midten - desværre havde fisken (hvad det nu var for en ...), der havde snuppet det halve af maddingen, dermed undgået at få selve krogen i munden - ærgerligt at vi først opdagede det da vi var ved at være i havn - men næste gang vi fisker, så bliver der kun monteret en halv fisk på krogen ...
Ankomst til Chaguaramas omkring ved 9-tiden om morgenen - velkommen til Trinidad - nu skulle vi så bare vente på karnevalet :)
Svært at løsrive sig fra Charlotteville på Tobago...